Få ting har så positiv en indflydelse på vores ve og vel som en god nattesøvn. Vejen til at sove godt kan gå mange steder, men et helt centralt sted at starte, er i soveværelset. Der er igen her mange ting man kan gøre, men særligt relevant er belysningen i soveværelset. 

Lys har en kæmpe indvirkning på vores søvn og døgnrytme, så at mestre lyset i soveværelset, er et essentielt skridt mod bedre søvn. Men hvordan gør du så dette? Hvad skal der til for god belysning og hvad skal du have særligt fokus på? Få svarene i denne guide til den perfekte belysning i soveværelset.

Alle gode gange tre

Et godt sted at starte, er at overveje hvilke lyskilder du skal have i dit soveværelse. Her gælder tommelfingerreglen ”alle gode gange tre”. Dette henviser til, at der i de fleste soveværelser typisk kun er behov for tre forskellige lyskilder: en lampe der oplyser hele soveværelset (typisk en loftslampe), gode læselamper ved sengen og skarpt lys omkring klædeskabet. 

Har du et stort soveværelse der har flere funktioner, har du for eksempel eventuelt et skrivebord eller andet på soveværelset, er der selvfølgelig behov for flere lyskilder end dette. Har du derimod et klassisk soveværelse med bare seng og klædeskab, bør du nok have disse tre lyskilder, og egentlig prøve bare at holde det ved disse.

Den rigtige læselampe

Af de tre lyskilder, er læselampen nok den vigtigste og sværeste at ramme helt rigtigt. Der er en række ting du skal være opmærksom på, både når du skal vælge selve lampen, og når du skal placere den. Når det kommer til selve lampen, er det vigtigt at den giver et klart, koncentreret lys. Dette er der en række grunde til. 

For det første giver det et bedre læselys, så du ikke anstrenger dine øjne ved læsning. Desuden gør det også sådan, at den ikke oplyser andet end det den skal. Dette har to fordele. For det første, og måske mest åbenlyst, gør det at du ikke forstyrrer din partner hvis vedkommende vil sove. For det andet, hjælper det at resten af rummet er mørkt din hjerne med at falde til ro, og forberede dig på søvn.

Når det kommer til placeringen af lampen, skal den helst sidde lidt godt oppe, så den kan vikles ordentligt ned og så du kan sidde op i sengen uden at ramme den. Desuden skal den ikke sidde for langt ud fra sengen, da den så vinkles ind mod sengen. Begge disse ting hjælper med at gøre så den ikke lyser for meget hverken på din partner, eller ud i rummet.

Skarpt og blødt lys

De to resterende lyskilder er på mange måder hinandens modsætninger. Som nævnt bør du have et blødt loftslys der kan oplyse hele rummet, og overfor dette et skarpt lys omkring klædeskab og /eller spejl. Dette sidste skal også gerne have god farvegengivelse, så du får en klar ide om hvordan dit tøj ser ud. LED-spots kan være en glimrende løsning, og kan eventuelt installeres i eller på klædeskabet.

Loftslyset derimod skal helst være blødt og ikke blænde for meget. En diskret lampe med sparepære i, er en god løsning her. Lampen er typisk mest til praktiske formål som oprydning, rengøring og så videre. Lampen er dog også vigtig om vinteren, hvor de mørke morgener kræver godt lys for at komme ordentligt i gang med dagen.

Dæmper til lyset

Udover de forskellige lyskilder, er der også en række ekstra ting der kan forbedre belysningen i dit soveværelse. En sådan ekstra ting er en lysdæmper. En lysdæmper lader dig kontrollere lysstyrken på en eller flere lyskilder. Lysstyrke har meget at sige når det kommer til din søvn, og et dæmpet, mere hyggeligt lys kan faktisk hjælpe med at få din hjerne til at falde til ro. 

Du behøver ikke at have dæmpere på alle lamper. Det kan være meget forskelligt hvad der giver mening at sætte en dæmper på. Dette har alt at gøre med resten af indretningen af dit soveværelse, hvilke typer lamper du har, og om det overhovedet er muligt på de forskellige lamper. Ofte er det bare at gå med mavefornemmelsen, men ellers er loftslampen ofte et fornuftigt valg.

Sluk fra sengen

En anden vigtig ekstra ting, er muligheden for at kunne slukke lyset fra sengen. Det er utroligt træls hvis du er gået i seng og er faldet til ro, at du så skal op og slukke lyset igen. På mørke vintermorgener er det desuden irriterende at skulle ud af sengen og famle rundt efter stikkontakten for at tænde lyset. Derfor bør du have en kontakt ved sengen.

Som ved dæmperen behøver du ikke at kunne slukke alt lys fra sengen. Hvis det er muligt, kan det være lækkert med en slags ”hovedafbryder” ved sengen, men alternativt er det nok bare med en kontakt til læselampen. Så kan du slukke det resterende lys inden du går i seng, og så slukke læselampen når du føler et behov for dette.

Tænk smart

En af de helt store lys-trends indenfor de seneste par år, og en løsning der kan hjælpe med en række ting, blandt andet de to foregående punkter, er såkaldt smart-lys. Smart-lys dækker over en række forskellige produkter, alt fra enkelte pærer til lys-systemer til hele hjemmet, men alle har det tilfælles, at de lader dig styre lyset med din smartphone. De mest basale gør at du kan tænde og slukke med din telefon. 

Dette kan hjælpe på punktet om at slukke fra sengen, da du bare skal have din smartphone, og så kan du slukke fr alt smartlys du har. De fleste smart-pærer har dog også en indbygget dæmper, så kan du lide ideen om en dæmper til lyset, er smart-lys ofte den nemmeste måde at få dette, særligt hvis du ikke vil inddrage en elektriker.

Ekstra fordele

Der er dog også funktioner i meget smart-lys der går udover hvad vi har set på indtil videre. Ofte kan du indstille lyset til stille og roligt at blænde op om morgenen på mørke vintermorgener, så du ikke vågner op til en alarm i buldermørke. Dette kan gøre det noget lettere at vågne og komme i gang på sådanne morgener.Smart-lys lader dig også typisk styre lys-farven. Dette kan virke til mest at være til sjov og ballade, og det er da også en af fordelene, men det kan også bruges mere seriøst til at forbedre belysningen i dit soveværelse. Det giver dig mulighed for at have mere blåt lys om morgenen, hvilket gør at du vågner mere op. Omvendt kan du have mere varmt og rødt lys om aftenen, hvilket lader dig fald til ro, lidt ligesom lysindstillingerne på mange smartphones.